Som alle andre fra klassen, eller i hvert fald de fleste, mødte jeg op på skolen for at høre lidt om de andres praktikarbejde, såvel som praktikeksamen og det kommende afsluttende projekt. Det var ret interessant at høre hvad nogle af de andre havde lavet, og hvordan det var i forhold til mine egne opgaver. Jeg skal desuden, sammen med min gruppe selvfølgelig, til at finde ud af, hvordan det afsluttende projekt skal se ud, og vi har aftalt, at vi skal have en snak med vores praktiksted om, hvad de kan tilbyde i denne sammenhæng. - så tager vi en gruppesnak om det på et senere tidspunkt.
Umiddelbart vil jeg lige smide nogle refleksioner om, hvad jeg indtil videre har opnået hos Abakion læringsmæssigt. Først og fremmest, gør det rigtig meget at jeg er kommet ud på en egentlig arbejdsplads, og det giver i sig selv en del læring, om hvordan man tilpasser sig, og hvordan man skal gribe opgaver an, og hvordan det er, at man ikke har "muligheden" for at sløse, da ens arbejde skal bruges i virkeligheden. En ulempe for mig som designer på Abakion er, at jeg er den eneste designer. Jeg er altså ikke kommet ind i en rutine som er sædvanlig for Abakion, og de skal finde på noget som er tilegnet til mig. Det betyder også at jeg ikke modtager designrelateret læring fra andre professionelle - det var jeg dog godt klar over, før jeg sagde ja til praktikpladsen, for Abakion samarbejder med Microsoft, og sælger og opgraderer CRM. Der er altså ikke tale om et designbureau, hvilket jo havde været optimalt. Det jeg gør, kan måske betragtes som en form for freelance-samarbejde, da det er mig der er eksperten på mit område. Dog med en praktikansvarlig som selv har gået på multimediedesigneruddannelsen, er der nogle gode råd at hente med på vejen.
Når det kommer til det designmæssige, er jeg hoppet ud i nogle ting jeg ikke har prøvet før, f.eks. at bruge Illustrator, hvilket jeg har brugt måske én eller to gange på uddannelsen, hvilket selvfølgelig har givet mig lidt mere rutine i programmet. Derudover har jeg lært små ting, som at designe bestemte ting - her hentyder jeg til produktpakkerne i forrige indlæg. Dét at jeg arbejder med mange små opgaver, sætter desuden min kreative formåen på en prøve, da jeg hele tiden skal finde på noget nyt, og selvom det kan være svært nogle dage, nærer det min kreativitet på længere sigt.
I den nærmeste fremtid, vil jeg tage kontakt til min praktikansvarlige angående en opgave der kunne omhandle de sociale medier, for det har jeg sådan set ikke beskæftiget mig med på multimediedesigneruddannelsen - det gør det måske til en ret stor opgave, men det skal jeg ikke kunne sige endnu, for jeg ved endnu ikke hvad det indebærer. Det ville i hvert fald betyde, at jeg kunne lære noget HELT nyt.