onsdag den 20. februar 2013

Nuværende fokuspunkt

I dag fortsatte jeg arbejdet med produktarket, og jeg har fået udarbejdet en forside, som dog skal rettes til, og layoutet til bagsiden er blevet sat op. Der gik dog ikke længe før firmaprofilen blev taget op, og jeg skulle lægge de midlertidige billeder ind (af Abakions ansigter udadtil), som blev lavet om til sort/hvid, da billeder indtil videre er meget forskellige, og denne effekt giver en mere sammenhængende stemning. Filen var desuden meget stor, så jeg forsøgte mig med en lavere opløsning, som dog resulterede i nogle grumsede logoer, så jeg kom frem til en mellemting, så det hele så lidt bedre ud, og så filen var lidt mindre. Det var simpelthen om at finde en balance, så det hele fungerede.

Derudover har jeg fået en ny opgave, som omhandler en startpakke til CRM, og den kommer nok til at minde om min nuværende opgave med produktarket - der er dog kun tale om én side, hvor pakken beskrives, så jeg tænker at jeg vil forsøge mig med et andet design.

Mine nuværende designopgaver handler i bund og grund om, at få noget til at se fint ud, men vigtigst af alt, skal det være let overskueligt, for ikke at forvirre fremtidige kunder. Kort sagt kan man sige, at mit fokuspunkt i øjeblikket er, at arbejde med praktisk design og layout, hvor jeg skal forholde mig til mængden af tekst, billeder, information osv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar