I dag fortsatte jeg arbejdet med firmapostkort, men jeg fangede dog mig selv i at gå i stå op til flere gange. Umiddelbart kunne jeg godt tænke mig, at kortene fulgte en meget tydelig rød linje, men Sarkis kunne derimod godt tænke sig stor variation, så jeg måtte genoverveje mine valg. Jeg vil lege mere med farverne, fonte og andre idéer.
Min tilgang til denne opgave har været meget ligetil indtil videre - der er altså ikke brugt modeller eller stemningsbilleder/moodboards, for at finde ud af, hvordan disse skal se ud. Jeg gik altså direkte igang, og har brugt Abakions egen side som inspiration til, hvordan der kunne skabes en sammenhæng, og så har jeg blot kigget på nettet for generel inspiration. Til en større opgave, regner jeg med at gøre mig større overvejelser inden jeg går til sagen.
Jeg har fået ros for min midlertidige indsats, kreativitet og sans for design. Og som Sarkis selv udtrykte det, jeg er ikke kun grafiker, "I am an artist". Han synes at det er fedt, at jeg kan bruge mine tegne-evner til at komme så mange andre steder hen, end jeg ellers ville kunne. Der er altså ingen begrænsninger, og selv hvis der er, skal jeg stadig tænke udover dem.
Jeg blev desuden introduceret til siden Wix, som er en side med "drag and drop"-funktioner, så man kan lave et design ud fra en skabelon (som på Wordpress). Da jeg først hørte dette, regnede jeg med, at det ville betyde mange begrænsninger, men det ændrede sig, da jeg så hvordan det fungerede, og at man kan designe sine egne elementer (bokse, knapper etc.). Det er altså et fedt værktøj for en designer, som ikke vil sidde og kode det hele bagefter. Dette vil jeg komme til at bruge i en fremtidig opgave.
I morgen er min læse-dag, og jeg har fået udleveret noget stof som jeg kan læse på. B.la. noget om tegning og teknikker, da det falder i min interesse som tegner. Derudover nogle tekster om Illustrator, hvilket jeg hungrer efter at blive bedre i, og med titlen "Illustrator for Dummies", mon så ikke det kan hjælpe mig lidt på vej. Jeg har dog også fået udleveret en mere avanceret tekst om Illustrator, men jeg holder mig til den første - for nu. Jeg har trods alt kun brugt Illustrator 1-2 gange på multimediedesigneruddannelsen, men jeg har lovet mig selv at bruge det i praktikken, da Abakion helst ikke skal trykke noget pixeleret bras. Jeg vil derudover bruge dagen på at fortsætte arbejdet på firmapostkortene, så jeg kan se at få den opgave færdiggjort Ellers må det blive på søndag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar