tirsdag den 15. januar 2013

Første dag hos Abakion

I dag er min første dag hos virksomheden Abakion. Som praktikant vil det være min generelle opgave, at få udarbejdet nogle design-elementer, både små og store, altså alt fra firmapostkort til egentlige websider. Jeg fik min første opgave i dag, som bestod i, at designe en række firmapostkort som alle sammen havde forskellige budskaber. På forsiden skulle der være et spørgsmål, og på bagsiden et svar - eksempelvis: "Hvordan holder Forbrugerrådet styr på sine 86.000 medlemmer og deres klager?", på bagsiden står der så: "Microsoft xRM - Kunne DU også få bedre overblik over kundehistorik?". Budskaberne fik jeg selvfølgelig udleveret, og ud fra dette skulle jeg designe kortene. Der skal være en sammenhæng mellem Abakions visuelle identitet, ellers har jeg mere eller mindre frie rammer rent visuelt. Disse postkort skal i sidste ende printes ud i 100 eksemplarer, hvis alt ser ud som det skal. Jeg synes at det er en fed tanke, at der rent faktisk er en virksomhed som skal bruge MINE design.

Derudover har jeg fået planlagt arbejdstider med Sarkis, som er min vejleder under dette forløb. Det viser sig at Abakion er meget fleksible med deres tider - i hvert fald med henblik på mig som praktikant. Jeg skal møde op fra mandag-onsdag fra kl. 9.00-15.00, og torsdagen har jeg fri til at få indhentet noget jeg evt. mangler at få lavet, eller til at indskaffe inspiration til en fremtidig opgave - kort sagt, hjemmearbejde. Fredagen har jeg fri.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar